I mit sessionrum var der en modig kvinde forbi. Hun er godt i gang med rejsen “fra Fastlåst til Fri.”
Talen faldt på
Grænselandet.
Kvinden har allerede taget nogle store skridt væk fra den gamle udgave af sig selv.
Den udgave hvor hun havde indlært, at hun var forkert uanset hvad hun gjorde og sagde. Den udgave hvor hun forsøgte at gøre sig fortjent til at eksistere og, hvor hun konstant undertrykte sig selv og sit sande udtryk. Den udgave hvor hun gjorde sig selv til offer.
Hendes beslutning om at smide selvundertrykkelsen, offerrollen, forkertheden og den betingede eksistensberettigelse, havde trigget noget i hende, som fyldte virkelig meget:
Utålmodighed
Og utålmodigheden havde sat gang i en masse destruktive tanker om hvor hun burde være på nuværende tidspunkt, om hun nu gjorde det her rigtigt og en masse andet bøvl med kaos og panik til følge.
Vi talte om, at når vi begiver os ud på rejsen fra Fastlåst til Fri så går vejen gennem Grænselandet.
Grænselandet er der hvor vi, skridt for skridt, fjerner os fra det kendte (som vi har mærket ikke længere fungerer) og nærmer os en ny udgave af os selv, som vi endnu ikke kender.
I Grænselandet møder vi i glimt nye sider af os selv, en ny vibration som en slags teaser på hvad, der venter os når rejsen (i denne omgang) ender, og vi når helt frem. Samtidig har vi stadig den gamle udgave delvist med, for det lader sig ikke gøre at slippe den bare sådan lige.
Utålmodigheden er tvivl og frygt udtrykt i en hverdagsfølelse. Og selvfølgelig er vi utålmodige – for rejsen gennem Grænselandet er utryg og uvis og det giver næring til de gamle mønstre, som vi er på vej til at slippe.
At Tåle dit Mod
Tålmod i sin rene form er at “tåle sit mod” og kunne være med overgangen og rejsen gennem Grænselandet så længe, som det nu tager. At tåle sit mod hele vejen igennem indtil vi lander godt i det nye.
I dagens session blev utålmodigheden, tvivlen og frygten transformeret til en følelse af fred og indre frihed.
Men hvordan?
Vi gav det utrygge, sårede, svigtede og forladte indre barn lov til at give udtryk for alle de kaotiske følelser gennem lyd. Følelserne blev sat fri og derigennem skete alkymien.
Der blev plads indeni – barnet fik fred, fordi hun blev hørt og holdt i sit udtryk, og den indre fortælling, som hidtil havde dikteret hendes følelser blev overskrevet af en ny fortælling med en ganske anden vibration.
