– en personlig beretning om en invitation ind i Livmoderens dybde
Hvordan får man kontakt til sin Livmoder og hvorfor? At være i kontakt med kroppen er noget, jeg har arbejdet med i mange år og draget kæmpe fordel af. Faktisk fandt jeg ud af, at man ikke kan leve et liv helt uden en dyb og gensidig kontakt til kroppen, for det er der, livet foregår om jeg så må sige. Alting mærkes i kroppen. Og kroppen har en respons til alt det, jeg tænker og føler. Og jeg kan kun vide, hvad jeg egentlig føler, hvis jeg er i kontakt med min krop. Det har jeg levet efter og med i mange år. Trin for trin er jeg, gennem energi-, bevidstheds- og stemmearbejde blevet bedre og bedre til at mærke min krop, at glædes ved og have den med som en helt naturlig del af det levede liv.
Da jeg for et par år siden mærkede en forstørrelse af min Livmoder, var jeg klar over, at det var en invitation til kontakt. Selvfølgelig. Og det fibrom (muskelknude, som det viste sig at være) skulle jeg nok få sunget væk, når jeg fik mærket mig ind i hvad det var, Livmoderen ville kommunikere til mig. Til min store overraskelse var det en udfordring for mig at få kontakt. Jo, der var måske kontakt, men der kom ikke rigtig indsigt eller besked. Det var stille, mørkt, rundt, dybt og rummeligt. Jeg kunne sende lyd til Livmoderen som jeg så ofte har gjort til andre dele af min krop for at give næring, healing og balance ind i området – men det føltes bare ikke rigtig som om, der var nogen respons på lyden. Og sådan fortsatte mit indre arbejde med Livmoderen i lang tid. Stilhed. Mørke. Dybde. Uden den store indsigt eller forklaring. Og fibromet voksede i stedet for at blive mindre, hvilket jo ellers helt klart var mit mål med arbejdet.
Sideløbende med mit eget, indre arbejde med Livmoderen gik jeg regelmæssigt til check af hos en gynækolog. Den konventionelle behandling var fra starten af kun en mulighed i mit tilfælde: Kirurgi – fjernelse af Livmoderen. Det var jeg ikke klar til. Jeg skulle nok få styr på det fibrom, når blot jeg lyttede efter – og det gjorde jeg jo. Jeg lyttede og lyttede og sang og mærkede. Jeg indså, jeg måtte have hjælp til at lytte, for der var måske noget, jeg ikke hørte. Jeg fik hjælp fra dygtige kvinder, terapeuter i mit netværk, som med hver deres redskaber fik mig guidet ind. Der kom kontakt til det kreative udtryk – farver, maleri, rejser ind i Livmoder som førte mig til min Indre Have – et fantastisk, frodigt sted med overflod af planter, træer, hav, klipper og hvor jeg i en lang periode kunne tage hen og finde ro og næring. Nu åbnede det sig – det Indre, Røde Univers. For det var sådan jeg så det for mit indre øje. Det føltes fantastisk. Jeg fik inspiration til at begynde at sy tøj i farvestrålende stoffer og strikke, hækle og brodere med de lækreste garner i uld og silke blandt meget andet.
Og alt imens alt dette røde, indre univers foldede sig ud, gik jeg regelmæssigt til gynækolog, og han lyttede tålmodigt og overbærende til min oplevelse af at fibromet flyttede sig og nogle gang var større og andre gange mindre.
“Det kan ikke lade sig gøre at fibromet ændrer størrelse fra den ene dag til den anden”, sagde han, “men det er jo sådan du oplever det…”
Øh ja det var det. I lang tid. Indtil jeg ikke oplevede det sådan længere. Efter ca. halvandet år med fibromet blev det bare større og fyldte mere og mere. Jeg savnede i hele forløbet et sted jeg kunne gå hen og få støtte og gode råd af andre kvinder, som havde oplevet dette før mig. Hvor var de henne? Gynækologen kunne ikke henvise til noget. Og da jeg efter 2 år var klar og overgav mig til operation, var han meget hurtig til at lave henvisningen og få mig afsluttet. Helt fint – det er hans arbejde. Men jeg havde 1000 spørgsmål, som kun kvinder, der har været igennem lignende forløb, kan besvare. Kort efter min beslutning om at få fjernet Livmoderen læste jeg, at ca. halvdelen af kvinder mellem 40 og 50 år har fibromer på Livmoderen i en eller anden udstrækning. Det er mange. Det er en helt almindelig ting og som oftest godartet men dog med en lang række forskellige symptomer, der kan være mere eller mindre forstyrrende for et godt liv. Med andre ord: Der må være rigtig mange kvinder, der oplever eller har oplevet, at de må forholde sig til deres Livmoder og eventuelle foranstaltninger.
Hvorfor alt det indre arbejde?
Min Livmoder viste mig ind i en del af mig selv, som jeg ikke kendte særlig godt og ikke havde særlig god kontakt til. Jeg fik chancen for at komme i dyb kontakt med et feminint univers – en feminin kraft, som mange taler meget om i disse år men som ikke har nogen virkelig resonans i os, så længe det ikke bliver kropsliggjort i og af os kvinder. Ord udvikler ikke i sig selv men kan måske inspirere. At gå vejen ind i det ukendte og møde alt det, der er – at mærke det i og på kroppen – det giver den kropsliggørelse, der leder til udvikling, indsigt og erkendelse indefra og ud. Og først derefter giver det mening at foretage anderledes livsvalg end dem, vi tidligere har foretaget.
Min rejse med Livmoderen endte ikke med, at jeg kunne undgå kirurgi, men udover al den indre frodighed, jeg blev præsenteret for, blev jeg undervejs klar til at slippe min fysiske Livmoder. Jeg fik dyb indsigt i at selvom, jeg ikke bærer min Livmoder fysisk længere, så er blueprintet fra hende der stadig – og kraften, livskraften, kreativiteten, seksualiteten, kærligheden til min krop, min psyke og min sjæl. Faktisk meget stærkere end da jeg bar hende. Og det på grund af det indre bevidsthedsarbejde. På den sidste indre rejse jeg gjorde dagen inden operationen, smeltede længere tids arbejde sammen til en stor, ny erkendelse, og jeg fik en ny Åndehjælper med mig. En slange, som jeg flere måneder forinden intuitivt havde malet, dukkede op og blev virkelig for mit indre øje. Den giver nu anvisning på mangt og meget og øser af sin (min) visdom, og den var noget af det første, jeg fik kontakt med, da jeg vågnede op af narkosen efter en veloverstået operation.
Det kropsliggjorte Feminine
Og selvom jeg synes, det er tankevækkende at ca. halvdelen af kvinder i Danmark oplever fibromer på Livmoderen, så handler denne beretning ikke om fibromer eller andre underlivssygdomme eller ubalancer. Historien her har til hensigt at hylde det kropsliggjorte Feminine – Det Feminine Aspekt skal føles og mærkes og leves ud – kun sådan kan det manifesteres på jorden – gennem os. Og for os kvinder er Livmoderen en port dertil.
Alt det Livet bringer os må vi betragte som en invitation til at kigge indad, og der findes ingen genveje og hurtige løsninger. Vejen må gås. Samtidig behøver det ikke være så hårdt og smertefuldt, som mange af os tror. Jeg våger den påstand, at det er langt mere smertefuldt at vige udenom og undgå at se tingene i øjnene, end det er, at lytte og mærke hvad det er, kroppen vil.
Beretningen her handler også om at erkende, at det kan være svært og udfordrende at få kontakt ind til de steder i os, der taler. Måske bliver der ovenikøbet talt med store bogstaver, og så meget desto sværere kan det være for os at komme i kontakt. Ligesom det også var for mig, selvom jeg er trænet i at arbejde med mit indre gennem mange år. Jeg måtte have hjælp, og jeg savnede et netværk. Vi har brug for hinanden i dette arbejde – uanset om det er Livmoderen, vi arbejder med eller andre temaer. Vi må mærke, interagere med hinanden, løfte energien sammen og have fingre og tæer godt ned i mulden og sandet, vandet og græsset. Alting kan ikke gøres og leves online – og slet ikke denne slags indre arbejde. Det er muligvis ind imellem en indadvendt proces, men vi har brug for at mødes med andre og lade os løfte og bære af den fælles vibration, vi skaber sammen. At lære sammen, at inspirere andre med vores unikke historie og selv blive inspireret. Lad os mødes og danne cirkler til ære for Os, for Hinanden og for det Feminine.
One Response
Så helt igennem sandt og på tide med grønt lys til det røde univers!
Tak