I årshjulet er vi nu nået til Midvinter – i keltisk-hedensk tradition kaldet Imbolc og i kristen tradition Kyndelmisse. 2. februar.
Her nordpå er halvdelen af vinteren gået, og vi mærker den bide sig fast. Selvom vi ikke har sne og stærk kulde, oplever mange af os mathed, træthed og længsel efter Solen og dens Kraft. Og det er netop solens og lysets genkomst, vi hylder nu. Vinteren er på retur – også selvom det kan føles som om der stadig er lang vej til forårets lys og varme. Har du lyst til at markere denne naturhøjtid, så kan du holde din egen lysfest hvor du tænder levende lys og/eller bål, og måske har du også lyst til at lave dit eget lille lys-ritual eller den meditation, jeg har lagt ind herunder.
I det personlige, naturspirituelle arbejde inviterer Imbolc nemlig til, at vi forbinder os med Solen, Lyset og Ilden – både den ydre sol og den indre sol og indre ild i os. Indre sol giver varme og liv til den indre jord og til de frø og spirer, der ligger her. Når vi styrker vores indre sol, kan vi opleve mere energi og mere lyst til at komme i gang med projekter, vi måske har udskudt hen over den mørke tid – generelt en lidt mere udadgående energi.
Jeg har skabt en guidet lydmeditation til dig, så du nemt kan komme i kontakt med din indre sol og ild og styrke den. Klik på billedet herunder for at få de 4 enkle trin.