Search
Close this search box.

Intuitiv Kraftsang – De 12 Magiske Essenser. Cirkel over 2 dage

Intuitiv kraftsang - de 12 magiske essenser

Kraft, udtryk, frisættelse og healing. 2 dage i Urstemmens Univers

På dette kursus inviteres du ind i kontakt med din Urstemme – den oprindelige, frie og utæmmede stemme, som rummer Urkraften fra Forfolket og Tidernes Morgen, og som rummer alt det, du er som Menneske og Sjæl.

Gennem Urstemmens reneste udtryk – Intuitiv Kraftsang – skabes forbindelse til dybderne i dig. Disse 2 dage er en indre rejse ind i Lys og Skygge, det du holder igen på og det, der stadig ligger foran dig som et endnu ukendt potentiale.

 

Hvordan foregår det

Intuitiv Kraftsang er et udtryk, der bærer 12 magiske essenser, som alle træder ind, så snart vi tør give os hen og være nærværende og til stede i lyden. Det er et kropsligt stemmeudtryk, som har et væld af muligheder, og som vi kan programmere med intention. I løbet af de 2 dage præsenteres du for en bred vifte af muligheder, hvor vi blandt andet arbejder med:

  • lyd der frigør i kroppen og i følelserne
  • lyd der harmoniserer krop og følelser
  • lyd og kraftsang der påkalder energi og kraft
  • guidet lydmeditation
  • guidet indre lydrejse
  • kraftsang der frisætter mentalt, kropsligt og følelsesmæssigt
  • stilhed og efterklang
  • lyd og kraftsang der lindrer og heler præcis så dybt, som du lader det gå
  • kraftsang der forbinder dig med naturen

Undervejs kobler vi kraftsangens 12 magiske essenser med det, vi oplever gennem stemmearbejdet, og du får således en dybere og mere grundig forståelse af hvordan det intuitive stemmeudtryk fungerer og det væld af potentiale, vi alle går rundt med i stemmen. 

Praktisk foregår kurset primært indendørs, men der vil også være dele af kurset, som foregår udendørs, såvidt vejret tillader det.

Hvem er det for

Kurset er for dig, der hører og mærker kaldet fra din stemme. Måske er det helt nyt for dig med selvudvikling, energiarbejde og healing eller måske har du været i gang i flere år. Der er ingen krav til forudgående viden og heller ingen særlige krav til din stemme. Du skal blot være nysgerrig og føle dig kaldet. Dog er det en fordel for dig, hvis du har deltaget i gratis intro og således kender lidt til arbejdet i forvejen.

Hvad får du med

De 2 dage er dels et grundigt stykke arbejde ind i Urstemmens Univers, hvor du bliver fortrolig med dit stemmeredskab og kraftsangens 12 magiske essenser. Og dels er det et stort skridt på din vej ind i din egen, indre kerne og sandhed. Du vil opleve transformation – ofte på flere områder i dit liv og, at du har taget din kraft hjem på et dybere plan. 

Underviser & facilitator

Kurset undervises og faciliteres af BirgitteHelena Winther, intuitiv sanger, terapeut & stemmealkymist – indehaver af virksomheden Kraftsang. Læs mere om BirgitteHelena her

Tilmeld dig Kraftsangs inspirationsbrev og få direkte besked når Intuitiv Kraftsang – de 12 magiske essenser igen ligger på kalenderen.