Tågen synger – om mørketid og det at finde vejen, når tågen ligger tæt

Det er Tågens tid. Det sene efterår og vi står på tærsklen til Vinteren.
Tågen ligger tæt og Diserne danser i flok over engene i denne tid. Tågen kan være så tæt, at vi ikke kan se et enkelt skridt fremad, når vi er derude.

For nylig havde jeg det sådan inden i mig selv – at jeg ikke kunne se vejen for mig. Alt var tåget, og jeg stod midt i tågen og følte mig fortabt. Der stod jeg og vidste hverken ud eller ind længere. Alt jeg troede, jeg havde styr på, så anderledes ud, og jeg kunne intet andet end overgive mig. Sådan gik der nogle dage, men så skete der noget: Tågen begyndte at synge! Jeg lyttede, for der var jo alligevel ikke noget andet, jeg kunne. Først kom sangen langt væk fra, men snart blev den stærkere, og jeg begyndte at synge med.

I det øjeblik, da jeg lod min stemme åbne sig og synge med Tågen, begyndte den langsomt at opløses og gradvist blev det mere og mere klart foran mig. Tågen lettede og afslørede for mig, hvor vejen var. Langt forude i horisonten lå Tågen stadig tæt, men her hvor jeg stod, kunne jeg nu igen se klart et godt stykke af vejen.

Føler du også, Tågen rammer dig ind i mellem, så husk at den altid har en sang, du kan synge med på. Der er ingen Tåge, der ligger tæt for evigt, og føler du, den gør det, skal du måske bruge hjælp til at komme videre. Sløret tyndes og forsvinder, når du er klar til det og har set og modtaget den gave, som Tågen havde til dig denne gang.

Tågen har besøgt mig mange gange, og jeg føler det stadig svært, når den ligger tættest omkring mig. Jeg elsker denne årstid hvor Tågen ofte kommer forbi og mørket holder sit indtog. Det er tiden for at tage langsommere skridt, at se indad, pleje og nære sjæl og krop og tænde Lys. Tænde Bål og næres ved Ilden.

Der er megen hjælp at hente i naturen, for dens cyklus og omskiftelighed spejler den menneskelige krop og psyke. Alt du behøver er at gå derud, være og lytte – og nå ja, synge med.

Sjælens vej & Tågens Sang
Går vi Sjælens vej, kan den til tider føles hullet og utryg, og iblandt kan vi slet ikke se vejen, vi kan ikke se frem, og vi kan ikke se bagud.
Jeg blev for flere år siden dybt berørt af den gæve hobbit Pippin, da han i et mørkt øjeblik, hvor Herredet lå langt bag ham, og han ikke vidste, om han nogensinde ville komme til at se det igen, sang om det at finde vejen hjem gennem Skygge og Tågedis. Men selvom det ser sort ud, fortæller sangen, at Skyggen og Tågen må vige:

“Mist and Shadow. Clouds and Shade. All shall fade. All shall fade.”

Her har du min fortolkning af Pippins sang, og jeg dedikerer den hermed til alle os, der går Sjælens vej og ind i mellem føler os fortabt. Vejen er der hele tiden, også når vi ikke kan se den.