Naturen er et kredsløb i evig bevægelse. En årscyklus hvor solens vandring over himlen samarbejder med jorden og skaber konstant forandring. En frugtbarhedscyklus som er i evig bevægelse og samtidig, år efter år, lander det samme sted. Træerne springer ud, græsset gror, planterne blomstrer, afgrøderne høstes, løvfaldet, vinteren og mørket indfinder sig så jorden kan hvile og passe på frøene i dybden, som igen ved forårstide vil spire, træerne vil sætte knopper og springe ud…. ja cyklus.
Dybt i mennesket ligger en medfødt, iboende urkraft, som er forbundet med naturen, jorden og cyklus. Intet i naturen er konstant, men evigt foranderligt. En spiral, der er i stadig bevægelse og udvikling. I vort moderne samfund er der tendens til, at vi gerne vil forsøge at fastholde visse stadier eller udviklingstrin af f.eks. et menneskes liv eller en plantes blomstringsperiode. Der er fokus på ungdom og blomstring, mens der kun bliver talt meget lidt om det modne, det aftagende, forfaldet og om døden. Det moderne menneske holder af sommerens lyse lethed og alt det spirende og sprudlende, den tid på året viser os. Liv.
Samtidig udfordres vi af mørket og kulden. Og vinteren hvor træernes løv dør, opfattes som gold og trist.
“..Dybt i mennesket ligger en medfødt, iboende urkraft, som er forbundet med naturen, jorden og cyklus.”
“..Når dele af et kredsløb forherliges og andre dele af samme kredsløb nedtones og undertrykkes betyder det, at spiralen skævvrides. Den mister sin symmetri, sin bevægelse og dermed sit væsen.”
Når dele af et kredsløb forherliges og andre dele af samme kredsløb nedtones og undertrykkes betyder det, at spiralen skævvrides. Den mister sin symmetri, sin bevægelse og dermed sit væsen.
Mennesket er et lille stykke natur med sin egen kredsløbsspiral. Og hvis ungdommen og den yngre voksentid i et menneskes livscyklus forherliges, og modenheden, alderdommen og døden negligeres eller underprioriteres, skævvrides vores indre spiral.
Ligeså er det med menneskets mange følelser og stemninger. Ønsker vi kun at se, opleve og mærke det skønne, det positive, det lyse og lette og derfor undertrykker, undgår og fornægter de tunge følelser som feks. vrede, afmagt, frygt og tristhed, bliver vi til en forkvaklet og uautentisk udgave af os selv. Spiralen bliver skæv, fordi noget af os ikke får den fornødne plads til at blive set, hørt og mærket.
Favner vi derimod alle livsprocesserne i det cykliske liv – og hermed altså også alt forfaldet og det forgængelige – startes en helingsproces i os. Vi finder ind i en dybere forståelse af, at når noget dør, er det samtidig begyndelsen på noget nyt. Vores menneskelige krop og psyke rummer præcis den samme cyklusspiral og de samme skift som dem, vi kan se med det blotte øje i naturen omkring os.
Engang var det en nødvendighed for mennesker at gå med naturens cyklus, fordi det var den eneste mulighed for overlevelse. I dag kan vi gøre næsten som vi vil året rundt – hvis vi vil slikke sol i januar, så rejser vi til fjerne egne, og vil vi spise tomater til jul, så henter vi dem fra sydligere himmelstrøg eller dyrker dem i drivhuse. Det er der ikke nødvendigvis noget galt i, det er menneskets evolution, og mulighederne giver os en frihed, vi i dag tager for givet. Men dvæler vi ved vores egen, iboende natur – både den indre og den ydre, som årshjulet netop spejler for os, finder vi ind i en dybere forbundethed med vores indre sandhed, Skabelsen og Eksistensen. En tilstand af Væren hvor alt blot Er.
I 2024 starter mit cirkelforløb Årshjulets Visdom, hvor vi fordyber os i den visdom og magi, der er til rådighed for os gennem naturens cyklus. Læs mere om forløbet her
