Mørke og vinter er det, der for tiden inspirerer mig og, som jeg skriver en del om. Det er også de kvaliteter vi tuner ind i og forbinder os med i de cirkler, jeg holder lige nu. Og nu skulle man jo måske tro, at det trods alt er begrænset, hvor meget man kan sige om og udforske mørke og vinterenergi, men det vi finder dernede i understrømmene – i lagene i mørket, når vi går ind og træder gennem Overgivelsens Port – ja, det er Livskraften, Urkraften og Kærligheden. Ingen ringere.
“…det vi finder dernede i understrømmene – i lagene i mørket, når vi går ind og træder gennem Overgivelsens Port – ja, det er Livskraften, Urkraften og Kærligheden. Ingen ringere.”
Urkraften den iboende, som vi har med fra dem, der kom før os og fra Jordens Store Moder. Den findes der på bunden af Mørket i os. Den løber dernede som en understrøm – et Urhav. Og vil gerne opdages, mærkes og bruges.
Og Livskraften – den indre. Den der heler og sørger for Livet i os. Vores indre gnist som til tider brænder sagte og til andre tider i fuld lue. Livskraften næres også af Mørket – tro det eller ej. Den næres af hvilen og overgivelsen, og får frit flyd når vi slipper kampen for at overleve i Mørket og i stedet overgiver os til kroppens indre rytme, som naturligt er langsommere med Mørkets komme.
Og størst af alt er Kærligheden. Hun som favner os nænsomt, når vi går ind og ned. Vi lander i Hendes favn, og Hun vugger afsted med os på Urhavets understrømme og sørger for, vi kommer godt afsted og godt hjem. I os selv.
Se alt dette får vi givet, når vi tør Mørket og Overgivelsen.
Med ønsket om en glædelig vinter- og mørketid.
“Og størst af alt er kærligheden. Hun som favner os nænsomt, når vi går ind og ned. Vi lander i Hendes favn, og Hun vugger afsted med os på Urhavets understrømme..”
