Skovens sidste guld lyser stadig i vintersolens lavthængende stråler. En vild vintervind smyger sig forbi mit ansigt og stimulerer sanserne. Jeg lytter og hører vindens hvisken i det sidste, tørre bøgeløv. Jeg ser bladene blafre med deres changeren i kobber og gyldent. Jeg dufter vindens friskhed med noter, der vidner om den igangværende formuldning. Jeg føler vindens kærtegn på min kind og i mit hår. Og indeni opleves fred og glæde og en udvidelse, jeg tolker som en følelse af frihed.
Vinden er ikke vild som i kraftig og voldsom – den er vild som i, den er sin egen. Den er rå og utæmmet men føles blid og kærtegnende. Den renser mig, når jeg tillader mig at stå i den og lade den bølge ind over mig. Jeg lukker øjnene og ER.
Klik her og oplev Vindens hvisken og dens sang fra en af mine inspirationsture i den tidlige vinter 2019.
Kærligst,
BirgitteHelena