Om en helt almindelig tur i skoven der forvandlede sig til en immram* vandring
*Immram er keltisk og betyder sjælens rejse ind i det ukendte hvor heltinden/helten modtager visdommens gave. Kilde: Heidi Søe, Keltisk Svedehytte
På en tur i skoven gik jeg og tænkte over livet og hvordan det føltes i mig lige nu. Jeg følte mig lidt tung og gik og talte ud i luften om at jeg gerne snart ville opleve noget mere lethed og mere overflod både på de indre og de ydre planer eller noget i den retning. Pludselig åbner skoven sig og viser mig en sværm af små guldsmede. Jeg stopper op og sanser sceneriet, og jeg ved at skoven, i dette nu, inviterer mig ind i en udvidet bevidsthed.
Jeg mærker, at jeg ønsker at holde fast i guldsmedesværmen – at se dem helt tæt på. Jeg ønsker, en af dem skal sætte sig på min hånd, men sværmen opløses stille og roligt – jeg har modtaget deres besked og må slippe ønsket om at fastholde dem.
Jeg ser vejen foran mig – den er tydelig, bred og synlig, og jeg tænker på alle de mange gange, hvor jeg er blevet guidet ud i vildnisset, hvor stien følgelig er forsvundet for mig, og jeg har måttet gå som i blinde i et forsøg på at stole på min intuition. Nu ligger vejen helt åben og tydelig for mine fødder, og jeg er ikke i tvivl om, hvilken vej jeg skal gå. Jeg kender ligefrem vejen, og det er trygt at gå her. Vegetationen langs vejen er påfaldende frodig og høj. Jeg føler mig omgivet af saft, kraft, vækst, livskraft. Det er eventyrligt og nærende at gå her – at gå vejen.
En admiral sommerfugl sidder pludselig og holder pause midt på vejen og lyser det hele op med sine smukke farver og mønstre. Jeg får en indsigt om, at min egen krop nu er ved at forlade puppestadiet og sommerfuglen indeni gradvist kommer til syne. Jeg taler med min krop og forsikrer den om, at den er i gang med at undergå en metamorfose, at alt er godt, og at vi gør dette sammen. Det får den til at slappe mere af og smerter fra lænd og hofter bliver mindre.
Jeg får en indsigt om, at min egen krop nu er ved at forlade puppestadiet og sommerfuglen indeni gradvist kommer til syne.
Billede til venstre:
mundoeducacao.uol.com.br
Vinden taler pludselig og giver mig et skub i ryggen – jeg vender mig om (mod fortiden) og vinden renser et kort øjeblik min forside og lægger sig derpå igen.
Da jeg er ved at være ude af skoven går det op for mig, at jeg går i kamp. Kroppen er begyndt at gøre lidt ondt, og jeg vil gerne tilbage til bilen. Jeg stopper i stedet op og nyder solens lys gennem træernes løv, der vajer for vinden og danner en smuk naturportal. Det minder mig om at slippe kampen og sætte tempoet ned. Nu gør kroppen heller ikke ondt mere. Myggene der angriber mine ankler minder mig så om, at pausen ikke skal være for lang, så momentummet går i stå 🙂
Lige før jeg træder ud af skoven møder jeg en stor guldsmed med en grøn krop. Den fortæller mig om denne rejse, om vejen – at jeg er lige der, hvor jeg skal være og transformation og alkymi sker nu.
Jeg reflekterer over guldsmedens navn. På engelsk hedder den dragonfly, og vi befinder os i dragens år. Dragerne taler til mange mennesker i denne tid og de repræsenterer mange kvaliteter. Det der kom til mig var således: Det er tiden for ild og passion, for ædelmodighed og ægthed. Sandhed og autenticitet træder frem på alle plan.
Guldsmedens danske navn har jeg aldrig forstået, men nu ved jeg det: Guldsmed = den der smeder guld = alkymisten = dig og mig.
